Mit navn er Zelina, og jeg bor på A. C. Meyers Vænge i København SV sammen med min kæreste Henrik, vores to piger, Zeliziha og Zhiya, og vores franske bulldog, Bøf.
Jeg har altid været en aktiv person, der elsker at være ude i naturen, udforske verden og bruge min krop. Styrketræning og løb har en særlig plads i mit liv, fordi det giver mig ro, energi og balance – noget, jeg også tager med ind i mit arbejde med børn. Jeg tror på vigtigheden af bevægelse, frihed og oplevelser.
At rejse er en stor del af mit liv. Det at opleve nye kulturer, smage fremmede retter og møde mennesker med forskellige livsperspektiver giver mig en følelse af frihed og nysgerrighed, som jeg elsker at tage med mig hjem. Rejser har lært mig at være åben, omstillingsparat og se skønheden i det uventede.
Min rejse med børn startede tidligt, og siden 2011 har jeg været privat børnepasser med fokus på de mindste. Jeg har også erfaring fra vuggestuer, fritidshjem, indskoling og specialskoler, hvor jeg har arbejdet med børn med autisme, mental retardering og multihandicap. Disse oplevelser har givet mig en forståelse for børns individuelle behov og unikke måder at udvikle sig på. Jeg har lært, at tryghed og nærvær er fundamentet for et barns trivsel.
For mig handler pasning ikke kun om at tage sig af et barn i løbet af dagen. Det handler om at skabe et sted, hvor de føler sig set, hørt og elsket. Hvor de lærer gennem leg, udforsker verden i deres eget tempo og udvikler sig i et miljø, der føles som en forlængelse af hjemmet.